Kystlivredning i Nordjylland
Nordjylland satser på turisme.
Det vil sige, at en væsentlig del af landsdelens indtægter
skal komme fra denne sektor. I markedsføringen bruger man naturligt,
at Nordjylland er omkranset af vand og de muligheder det giver for udfoldelse.
Markedsføringsmæssigt
er det helt berettiget. Nordjylland er både til det rå og det
blide. Vestkysten har nogle af de fineste strande i Danmark - med råt
og utæmmet hav. Østkysten har tilsvarende gode sandstrande,
men til gengæld et hav med en indbydende blidhed, som indbyder til
en helt anden type badeliv.
For mange er det at bade ensbetydende
med ferie, men en voksende bevidsthed blandt turisterne - især de
tyske - gør, at man ikke vil bade i hvad som helst. Rapporter om
badevandets kvalitet refereres typisk i de tyske medier og dette forhold
har forventeligt en betydelig indflydelse på den enkeltes valg af
feriested.
Introduktionen af 'Det blå
flag' er antageligt et udslag af denne stigende bevidsthed blandt turister
- og dette forhold knytter sig typisk til den gruppe af turister, som har
det store udbud, fordi prisen betyder mindre end andre - ikke målbare
- forhold.
I de oprindelige udkast til de betingelser,
som skulle være opfyldt for at man kunne benytte 'Det blå flag'
var kystlivredning en del af betingelsen. Hvorfor betingelsen ikke optræder
på den endelige liste må stå hen i det uvisse, men blot
den omstændighed, at spørgsmålet om kystlivredning har
været med inde i diskussionen indikerer, at der er personer, som
lægger afgørende vægt på dette forhold.
Dette aspekt afføder naturligt
spørgsmålet: Findes der turister - og måske endda turister
i den bedre 'betalingsklasse' der aldrig vil have Nordjylland med i overvejelserne,
når der vælges feriemål, på grund af den manglende
badesikkerhed? Er svaret ja, så er Nordjylland - og for den sags
skyld Danmark som helhed - dårligt stillet i forholdet til konkurrerende
turistmål i andre lande.
Ud fra et sikkerhedsmæssigt
aspekt, så må målsætningen være, at enhver
del af kysten, hvor der dagligt kommer turister, som ikke er bekendt med
de lokale badeforhold, bør have en kystlivredning.
Realistisk vurderet er dette næppe
muligt. Primært fordi der kan bades overalt i Nordjylland og nogle
badende netop søger de områder af kysten, hvor andre ikke
kommer. En vis form for sondring mellemde enkelte områder af den
nordjyske kyst vil derfor være på sin plads.
I relation hertil ville det have
været ønskeligt, om der havde været tilgængeligt
materiale, som kunne have kastet lys over de enkelte kystkommuners andel
af overnatningskapaciteten, turiststrømmen og en talmæssig
størrelse for, hvor mange badende turister, der kommer på
de enkelte strande.
Der findes materiale, som kan give
en indikation i denne retning, men oplysningerne er så 'grove' (grundet
anonymiseringen), at vi har fundet dem uinteressante i relation til vort
fokusområde - de kystnære områder.
Beskrivelsen af de nordjyske kystområder
er herfor sket på grundlag af iagttagelser og besøg på
kysten.
Hvor der bades
i Nordjylland ?
Generelt set, så kan der bades
på hele den nordjyske kyst. På den anden side, aå er
det indlysende, at det nogle steder er bedre end andre. Generelt set kan
det siges, at de bedste steder også er de mest besøgte.
Set i dette lys kan den nordjyske
kyst naturligt opdeles i fem kystområder. Som det fremgår af
det stiliserede Nordjyllandskort, drejer det sig om: Jammerbugten, Tannis
Bugt, Aalbæk Bugt, Læsø Rende og Aalborg Bugt.
Stiliseret Nordjyllandskort
I bademæssig sammenhæng
er alle disse kystområder ikke lige farlige. Ligeledes er dele af
kysten/strande mere besøgte af turister end andre.
I det følgende er der givet
en karakteristik af de enkelte kystområder, ligesom de strande -
der i denne sammenhæng kan være af interesse, med hensyn til
etableringen af en kystlivredning - er beskrevet.
Af de fem kystområder findes
de to på Vestkysten og tre på Østkysten. I udstrækning
af kystlinien er der ikke nogen nævneværdig forskel mellem
Vest- og Østkysten. Det er der til gengæld, når man
ser på antallet af besøgende turister og badesikkerheden.
Vestkysten
Karakteristisk for de to kystområder
på Vestkysten er, at der langt de fleste steder er en bred og indbydende
sandstrand med klitter. Mange steder er det tilmed muligt at køre
på stranden i bil.
På langt de fleste dage optræder
havet med brænding og kraftig understrøm, fremkaldt af den
relativt store vanddybde, der er tæt ind under stranden.
Jammerbugten:
er afgjort bade-område nummer
et i Nordjylland. Her findes de bedste badestrande i landsdelen og tilsvarende
mange badegæster. Det er samtidig det - i udstrækning - længste
af kystområderne. Seks kommuner støder op til denne del af
vesterhavet.
Kystområdet har to 'store'
badebyer, nemlig Løkken og Blokhus, men desuden en række andre
strande med hvert sit bademæssige særpræg.
Den 18 km lange strandstrækning
fra Rødhus i syd til Løkken i nord er i mange henseender
et hele. På en god solskinsdag kan man her opleve et inferno af mennesker
og biler.
Populære badestrande
ved Jammerbugten
-
Blokhus og Løkken
er afgjort kraftcentrene i området. Det er de to lokaliteter alle
kender, og de dominerer på afgørende vis billedet af en badeferie
på Vestkysten. Dette billede har ikke nødvendigvis så
meget med bade- og strandlivet at gøre, som det har at gøre
med, hvad der sker, når 'solen går ned'.
Eksempelvis
har Løkken i brede kredse - og især blandt unge mennesker
- skabt sig et image som 'Skandinaviens Ibiza', hvilket besøgsmæssigt
resulterer i, at der er 'liv og glade dage' i alle døgnets 24 timer.
-
Imellem Løkken og Blokhus (og
syd for) findes der en række mere familieprægede strande. Det
er Rødhus, Saltum og Grønhøj.
På den samlede strandstrækning
kommer turister af alle kategorier - tyskere, nordmænd, svenskere,
Alborggensere og danske fra andre dele af landet.
Adfærdsmæssigt dækker
spektret alt fra de 'pæne' mennesker - bag lukkede læsejl -
der affinder sig med larmen fra naboens radio, motorlarm og hylende børn
- til unge mennesker fra hele Skandinavien, som er 'på ferie' - og
hvad heraf følger, og som derfor let bliver karakteriseret som ballademagere.
Til gengæld er der langt mellem
de lokale beboere og sommerhusejerne. Om dagen har de overladt stranden
til 'gæsterne', og de går derfor typisk i vandet tidligt om
morgenen eller sent om aftenen.
Men Jammerbugten er andet og mere
end Løkken-Blokhus området. Nord og syd for dette brølende
mylder af turister, finder vi helt andre typer af strande - med hver deres
kendetegn og karakteristika. Det tiltrækker da også andre typer
af turister.
-
På Tornby- og Skallerup
Strand (Nørlev) træffes lokale beboere sammen med
'badefolket' fra Hjørring. Her ønsker man at have 'fred og
ro', når man bader i havet.
-
Slettestrand, Tranum
Strand og Ejstrup Strand kan på mange måder
sammenlignes med Tornby- og Skallerup Strand, men her træffer vi
i endnu højere grad lokale beboere sammen med badelystne mennesker
fra Fjerritslev og Brovst. Desuden er dette område specielt derved,
at mange af områdets sommerhuse ejes af sjællændere.
Ganske mange tyskere finder også vej til disse strande. Her vægtes
freden om roen samt baglandets natur i fulde drag.
Tannis Bugt:
Til forskel fra Jammerbugten er
dette kystområde - i udstrækning - meget mindre. Til gengæld
er det på de kanter, man holder 'gammeldags' badeferie. Her hersker
traditionerne.
-
På stranden Tversted
træffes lokale beboere sammen med Hjørrings beboere. Her ønsker
de badende fred og ro, men stranden er samtidigt et yndigt sted for windsurfing.
-
I Kandestederne findes
der en forholdsvis bred og god sandstrand. Her er der også badehotel
og sommerhuse, men der er mere tradition for at 'nyde' den friske havluft
frem for at bade.
-
Nordjyllands mest kendte og mest berømte
badeby er Skagen, omend det ikke er badeaktiviteter - i traditionel
forstand - der praktiseres mest i Skagen. Det hænger angiveligt sammen
med, at Skagen-turisterne og sommerhusejerne vægter andre ting end
badning fra stranden. Blandt andet er den gamle kunstnerby rig på
minder fra malernes Guldalder, ligesom maturen er speciel.
Bademæssigt er området omkring
Grenen så farligt, at badeforbud har været udstedt de sidste
mange år. De øvrige strande - på hver deres side af
Grenen - er velegnede til badning, men bliver kun benyttet i meget beskedent
omfang.
Bades der i Vesterhavet ved Skagen,
så sker det ved Gammel Skagen, eller mere præcist
ved Højen. Badeliv som man finder længere nede
ad kysten findes dog ikke.
Østkysten
For de tre kystområder, som
er henregnet til Østkysten, er det karakteristisk, at de er meget
lavvandede og forholdsvis ufarlige. Uanset dette forhold, forekommer der
hvert år drukneulykker, hvorfor disse kystområder ikke som
udgangspunkt må negligeres som 'ufarlige'.
Aalbæk Bugt:
er et af de tre østkystområder
i Nordjylland. Her er især to strande af betydning. Det er henholdsvis
Bunken- og Bratten strand. I bademæssig henseende er kysten karakteristisk
ved, at den på mange måder - ligner Vestkysten. Det vil sige,
at der findes klitter og regulær sandstrand.
-
Bunken Strand er meget
besøgt fordi den ligger så tæt på Skagen og alligevel
på den 'sikre' kyst. En stor campingplads i strandens umiddelbare
bagland, bidrager naturligt til antallet af badegæster på stranden.
-
Bratten Strand ligger
lidt nord for Strandby, som igen ligger nord for Frederikshavn. Stranden
er det naturlige badested for byerne i område, ligesom der i baglandet
findes en større koncentration af sommerhuse samt en parkeringsplads.
Parkeringspladsen og de i øvrigt attraktive adgangsforhold er en
væsentlig årsag til de mange badegæster på denne
strand.
Læsø Rende:
strækker sig fra Frederikshavn
i nord til Hals og indløbet til Limfjorden i syd. Et meget uensartet
kystområde, men ikke desto mindre generelt set meget besøgt.
-
Sæby Nordstrand
er en - en kilometer lang - kunstigt anlagt strand, men alligevel meget
flot og tiltrækkende. Til forskel fra de øvrige strande på
Østkysten bliver vandet her meget hurtigt dybt. Det er her beboerne
i Sæby og gæsterne i området bader.
-
Ved Lyngså (Sønderklit
Strand) og Aså findes der udemærkede badehorhold, men der er
især de fastboende og sommerhusgæsterne, som bader her.
-
På de sidste 10-12 kilometer før
Limfjorden - strækningen fra Hou til Hals - er kysten
atypisk i forholdet til den øvrige nordjyske Østkyst. Her
findes der - noget så sjældent som - skov og enge, næsten
ned til vandkanten. Ind imellem forekommer der på denne strækning
også indbydende sandstrand, som ved Hou, Torndrup,
Møllestenen og Bisnap. I baglandet til
denne forholdsvis korte kyststrækning findes der en stor koncentration
af sommerhuse og flere campingpladser.
Aalborg Bugt:
strækker sig fra Limfjorden
i nord til Mariager Fjord i syd.
-
Omend der kan bades mange steder, er
det hovedsageligt den 4-5 km lange badestrand ved Øster Hurup,
som benyttes. Stranden har dels et opland af sommerhuse og en stor campingplads,
men besøges også af 'tilrejsende', som i rolige omgivelser
kan nyde badelivets glæder.
-
Syd for Øster Hurup - frem
til Mariager Fjord - er der i det seneste tiår opført
mange sommerhuse, men antallet af badegæster er her begrænset
til 'beboerne' i sommerhusene.
Nyhedsmedie for Kystlivredning
|