Hvad andre siger SØGNING EFTER DEN RIGTIGE GEORGE FREETH GEORGE FÅR EN TAPPERHEDSMEDALJE? GEORGE SOM PROFESSIONEL LIVREDDER GEORGE VED HUNTINGTON BEACH TIDLIG DØD FØRSTE SURF-RIDER I CALIFORNIA? LEGENDEN BIBLIOGRAPHY

George Freeth: 1883 - 1919 

Oversat efter 
GEORGE FREETH - FATHER OF MAINLAND SURFING by & from: 'The Witt Family Archive' 
( Translated to Danish by livredning.dk) 

Hvad andre siger 

George Freeth’s far var en irsk søkaptajn, der også hed George, og som rejste til Hawaii, blev forelsket i, og giftede sig med et medlem af den kongelige hawaiianske familie. 

Deres søn blev født den 8. November 1883. Legenden siger, at Freeth fik sit første board foræret af sin onkel, en hawaiiansk prins. I en alder af 16 år var George en fuldendt board rider. 

F. S. Hayes siger i "Waves of the Future (Westways, October 1976), at med den blandede herkomst var George overraskende ’nordisk’ i sin fremtræden. Fem fod, ti inches høj, han havde glat brunt hår, blå øjne, smukke træk og var bygget som en græsk atlet. Han var sømmelig, havde en mild røst, var selvsikker og yndeful. Han blev ofte kaldt "The Pacific Norseman", Stillehavets Skandinav. 

Ifølge Nat Young’s History of Surfing, eksperimenterede George med board designs, savede det gamle 16 board midt over. Disse korte boards viste sig at være anvendelige under forskellige bølgeforhold, og blev populære blandt øboerne. I 1907 blev George, ifølge Young, bragt til Redondo Beach for at demonstrere hans erfaring med et surfboard ved åbningen af Redondo-Los Angeles elektriske jernbanelinie ejet af Henry Huntington. George forblev i Californien for der at blive en af USA's første livreddere. Han blev en nationalhelt, og opnåede begge Carnegie Medaljerne for tapperhed og Kongressens Medal of Honor, da han reddede syv japanske fiksere fra druknedøden i en storm i december 1908. 

"A History of Ocean Lifeguarding in Los Angeles County, 1900-1920", som jeg fandt på Internet, fastslog, at Henry Huntington havde set Freeth og andre "gå på vandet" under en ferie i Waikiki. Jernbanekongen og matadoren kom frem med en plan om at tiltrække masserne til sit nye feriekompleks ved Redondo Beach. Huntington var i færd med at opføre et indendørs saltvandsbassin og et luksuriøst hotel og besluttede, at hyre Freeth og installere ham i Redondo’s nye svømmepøl som svømmeinstruktør og livredder. Til gengæld skulle Freeth demonstrere surf riding til forundring for turisterne. Artiklen fortsætter med at fastslå, at Freeth’s hovedjob var svømmepølen, men hvis nogen fik problemer i brændingen, blev Freeth tilkaldt og reddede dem. Han beviste sit værd som kystlivredder ved egenhændigt at redde hele besætnigen på et japansk fiskerifartøj, i pendulfart mellem strandkant og vrag. Efter episoden blev han belønnet med The Congressional Medal of Valor - Kongressens Tapperheds Medalje. Ovenpå dette stykke surfing historie startede Freeth og hans venner en surfclub på Honolulu for at legitimere surf riding som en sport, og klubben er det, der i dag hedder "Outrigger Canoe Club" og som er lokaliseret ved Diamond Head.

"Waikiki Beachboy George Freeth Becomes the First Lifeguard in Southern California 1883-1919", også fundet på Internet, er i god overensstemmelse med ovennævnte historie. Jeg fortsatte med at fastslå, at Freeth’s mange bedrifter omfattede introduktionen af spillet vandpolo ved Californiens kyst samt træning af mange mester svømmere og udspringere. Han blev anerkendt som den første officielle livredder - "official life guard" – ved Stillehavskysten (The Pacific Coast) . Han opfandt deuden den torpedoformede ’rescue buoy’, der stadig i stort omfang anvendes i adskillige opdaterede versioner, world-wide. George var desuden den første surf rider, som klarede det 8 fod lange, solide træ, 200-pound surfboard i brændingen. Han ville vente på den rette bølge og ’ride’ boardet opretstående ind til stranden. Artiklen fortsatte med at fortælle, den 12 december 1908, under en voldsom sydstorm, viste George sine evner som kystlivredder ved at redde 6 japanske fiskere fra en forlist båd. For sin tapperhed modtog han "The United States Life Saving Corps Gold Medal".

"Old Redondo: a pictorial history of Redondo Beach, California" fastholder, at Henry Huntington bragte George til Hotel Redondo i 1907 for at demonstrere kunsten at surf ride to gange om dagen foran det hotel han for offentligheden havde åbnet dørene den 1. May 1890. Ligeledes i 1907, opførte Huntington et tre-etagers maurisk byggeri på 34.069 square feet. Det lå 217 feet fra byggeriet Midway, som senere blev kaldt El Paseo, og 157 feet fra strandkanten mod vest.

SØGNING EFTER DEN RIGTIGE GEORGE FREETH 

Straks gennemgik jeg bøger om ’history of the Pacific Electric railroad’ og fandt til min forbløffelse ud af, at Redondo-Los Angeles linien ikke blev åbnet i 1907, men i 1903. En telefonopringning til Redondo Beach Public Library og et kik i lokalhistorisk arkiv afslørede det tidligere årstal. Da jeg spurgte til begivenheder vedrørende Pacific Electric railroad i Redondo Beach i 1907, fik jeg at vide, at der ikke fandt nogen større begivenhed sted bortset fra etablering af to linier med serviceforsyning til kystbyen den 14. april.

Jeg vendte mig til Los Angeles Times for at forfølge sporet vedrrørende den 14 april, 1907. Under granskningen af datoen den 14. April 1907 fandt jeg interessante oplysninger om Hawaii og Southern California:

Den 31. Marts 1907 ankom det gode skib Ohio fra Hawaii Islands med en besætning på 247 passagerer. Det var den første egentlige passagerfærgefart nogensinde til havnen i Los Angeles. Håbet var, at det skulle blive begyndelsen til en regulær service mellem de to havne. Fremtidudsigterne var gode. Under en middag givet af medlemmer af The Honolulu Chamber of Commerce blev 250.000 Hawaii Dollars givet til en færgefart mellem Hawaii og San Pedro. Gennemsnitligt var der ca. 300 førsteklasses passagerer, der hver betalte §150 hver måned or at sejle mellem Honolulu og The Pacific Coast. Dette betød et boom i Hawaii’s økonomi, da byerne Hilo og Honolulu hvert år eksporterede for §12.000.000. Dette medførte et konstant flow af forretningsfolk fra Los Angeles og Honolulu mellem de to havne.

Onkel Sam’s frygt for japanere indfandt sig også snart i Honolulu, hvor der opførtes fæstningsværker. Den amerikanske regering var under en konfdemneringsproces med Oueen Emma’s ejendom, idet der skulle tillægges 400 hektar jord med en strandstrækning på næsten en mil lige der, hvor man ankom til Pearl Harbor. Tilmed var The Federal Government i færd med at ekspropriere arealer fra stedet Pall, Punchbowl Hill, Barber's Point og Diamond Head – ja, faktisk skulle hvert eneste højdedrag, hvorfra indsejlingen til Honolulu’s havn kunne overvåges, eksproprieres. Den amerikanske militærlejr ved Kahauiki blev gjort i stand og det blev forventet, at The Tenth Infantry – det tiende infanteri – skulle flytte til denne forlægning senere i april. Lokationen var fremragende set ud fra et militært synspunkt, men soldaterne var allerede begyndt at beklage sig, fordi der var langt til stranden.

De amerikanske militærforlægninger i Hawaii medførte også øgede forretningsmuligheder for det civile handelsliv. Desuden var der planer om at indsætte en færgerute mellem Honolulu og San Francisco. Mem San Francisco var stadig ikke kommet sig over det ødelæggende 1906 jordskælv og det var håbet, at mange ville vælge at rejse med den sydligere rute til Los Angeles i stedet. Klimaet på denne rute var mere ensartet og roligt, og vejret artede sig for det meste mere moderat. Desuden havde Los Angeles mange af de serviceudbud, som San Francisco stadig var i færd med at genetablere, for slet ikke at nævne, at Southern California var mere bekvemt om vinteren end det nordligere Frisco.

Ohio var et smukt skib, beregnet til hurtigfart. Det sejlede gnnemsnitligt 150 miles pr. dag, det havde taget ni dage at ’krydse’. Med et skib som hende mellem Honolulu og Los Angeles ville forretningsinvesteringer i øen ligeledes blive en succes.

Var George Freeth mon ankommet til Los Angeles ad denne første planmæssige regulære overfart? F.S. Haynes skriver i Westway’s artikel, at Freeth nåede til Los Angeles i foråret 1907. Hans navn var ikke at finde på listen over førsteklassespassagerer, men det er ikke mærkeligt. Surfere rejser sjældent på førsteklasse. Måske har han rejst med Ohio’s anden eller tredje klasse, var allerede ankommet til Southern California med et andet skib.

Efter yderligere at have fordybet mig i Los Angeles Times’ arkiver kom et nyt spor frem. Den 2. Maj 1907 var der en annonce med en invitation til at komme til "Grand Opening of Beautiful Hermosa Beach", søndag den 5 maj. På denne dag ville mange af "Redondo Villa Tract B" blive udbudt til salg for kun $90 per 50x150-foot lot.

(Terms were $4 down, $4 per month, no interest, no taxes.)

Der ville ifølge annoncen også blive tilbudt en gratis rundtur med "Pacific Electric rail tickets" fra Los Angeles til Redondo, med afgange hvart 20 minut. Ydermere ville der være musik fremført af de dengang berømte Catalina Island Band, og det verdenskendte Hawaiian Orchestra.

Helsidesannoncen i Los Angeles Times beskrev endvidere, at Mr. H.E. Huntington brugte over en million dollars omkring Redondo-området for at gøre stedet mere attraktivt at bo – og som der stod at læse: "dirt is flying, rails are being laid, spikes are being driven". Hvorefter artiklen nævner "double-tracking of the present two electric lines of the Los Angeles and Redondo Railway Company." Kunne dette mon have været den "consolidation of two rail lines", som Redondo Beach librarian havde nævnt? Alt tyder på det.

Artiklen fortsætter med at tale om The Los Angeles-Pacific Railway Co.'s elektriske togforbindelse til Redondo: The "broad-gauging of which will soon occur." Jeg følte, jeg havde ramt plet.

Under mine virdere studier af Los Angeles Times kunne jeg intet finde om begivenheden på Hermosa Beach den 5 maj.

Hvor om alting er, var dette bare endnu en nyopførelse af byggeri, og der poppede bunkevis af den slags op i hele det sydlige Californien.

The Shriners var også i byen denne weekend, og alle nyhederne i bladene var omgæret af dem og deres aktiviteter.

Surfede George Freeth ved Hermosa (ikke Redondo Beach) denne maj weekend?

Var han en del af den festivitas, der skulle lokke potentielle ejendomskøbere til "Redondo Villa Tract"? Måske. Eller havde han faktisk først demonstreret surf riding på et tidligere tidspunkt ved Redondo Beach under en begivenhed, der var urapporteret?

For at verificere/falcificere historien om, at byggemagnaten Henry Huntington opdagede George Freeth på Hawaii, kontaktede jeg Huntington Library. Jeg håbede på at finde noget mere om Henry Huntington's relationer til George Freeth. Biblioteket skrev tilbage, at de gennem årene havde haft adskillige forespørgsler på George Freeth, men de havde ikke fundet ham nævnt i Huntington's arkiver.

Havde de haft et eneste papir om Huntington’s tur til Hawaii eller han måske set Freeth surfe? Nej. Historien om, at disse to personer skulle have mødtes var den pure fiktion. Ud over et par rejser til Europa under 1. Verdenskrig forblev Huntington i det kontinentale USA.

GEORGE FÅR EN TAPPERHEDSMEDALJE? 

Surferhistorien vil vide, at George Freeth reddede japanske fiskere under en voldsom storm den 12 december 1908. Hvorefter han blev en nationalhelt begavet med såvel "Carnegie Medal for bravery" og "The Congressional Medal of Honor".

Da jeg undersøgte tre aviser for en hele december 1908, fandt jeg redningen nævnt i Daily Telegram og Los Angeles Times, den 17 december 1908. Tusinder, ifølge avisernes kilder, havde trodset blæsten og den piskende regn ved Venice den foregående eftermiddag mødt op for at hylde det heroiske arbejde fra frivillige livreddere.

LIVREDNING.DK SPECIAL NYT  VIDEO/AUDIO ARANCIA redningsbåd Rügen-Binz kystlivredderne  FLERE BERETNINGER Kystlivredder 2001 - Beretning af Christian Høgh Aziz Virkelighedens Baywatch - Beretning af Høyer-Kruse & Hede Simonsen Rødhus 2001 - Beretning af Jeppe Bredahl Pedersen En Verden til Forskel - Beret- ning af Bianca Carstensen  EKSTRA INFORMATION BEACH-kørestole Animation af hestehul RID-faktoren: En lumsk drukneårsag  RESOURCES Lær kystlivreddernes SIGNALFLAG at kende NY livredningsbog Online Debat Forum

George Freeth var dagens helt, efter at have hoppet i havet tre gange og reddet besætningen på en fikerbåd.

Denne onsdag morgen, den 16 december 1908 (ikke den 12. som visse surf historier fortæller) havde været rolig og de japanske fiskere havde ikke ventet eftermiddagens uvejr.

Bølgerne var så kraftige, at alle strandens besøgende ved Venice blev bedt om at forlade stedet.

Kun livredderne blev tilbage. Der gik ikke lang tid, før det forlød, at en lille båd var i vanskeligheder og forsøgte at komme om bag brændingen. Venice-livredderstab, som bestod af ---- Sherwood Kinney, Arthur Gray, Fred Wilde, Paul Gray, Louis Hummell, og George Freeth---- greb redningsbåden på trods af, at det var med fare for eget liv.

Ude på vandet havde mændene en vanskelig opgave med at krydse 3½ m høje bølger og tilnærme sig fiskerbåden. Trods dette sprang Freeth i vandet og svømmede gennem bølgerne, hen til den nødstedte båd.

Freeth præsterede at kravle ombord i fartøjet, hvor han greb en reserveåre. Og mens han stod i agterstavnen manøvrerede han båden gennem de enorme bølger, som var der tale om et surfboard – eller som det berettes: "guided the boat as if it was a surf board through the giant breakers". Den hawaiiansk fødte svømmer klarede det gennem den frygtelige brænding og et øjeblik senere var der assistance fra de andre livreddere.

Der var ikke tid til lykkeønskninger, et andet skib var i fare. Et kuldsejlet fartøj i krap sø smed fiskere iført tung oilskin-beklædning over bord. De to mænd klarede at hækte sig fast til kølen af fartøjet, der lå drejet 200 gon. Freeth greb enden af en livline og trak de udmattede fiskere i sikkerhed. Efter svømningen var Freeth så udmattet, at han måtte bringes til en nærliggende butik med forfriskninger og varme drikke. Så førlød det, at endnu en båd var i fare. Freeth’s venner førbød ham at sejle ud i redningsbåden igen, medmindre at han lovede ikke at springe i havet denne gang.

Den nødstedte fiskerbåd drejede rundt som en korkprop, kylede besætningen i havet og havnede selv på stranden, hvor den blev slået til pindebrænde. Det var de andre livreddere , Sherwood Kinney, Arthur and Paul Gray, Fred Wilde, Louis Hummell, Ralph Thayer, P.J. Grant, Andrew Anderson, John Molitor, W.E. Porter og Capt. Frank King, der i fælles anstrengelse bragte fiskerne i land, halvt døde.

Der var en fjerde båd på havet, som blev fanget i en stør bølge og kastet op i luften som hvirvlende hø i sommerhede.

Det vendte om på siden og var i næste nu begravet under et bjerg af frådende bølger. Freeth sprang atter i det frådende hav og klarede sig hen til de rte nødstedte mænd, som klamrede sig til kølen på den forliste båd. Samtidig skyndte Freeth’s venner at komme dem alle til undsætning med redningsbåden. I sikkerhed i båden blev Freeth og fiskerne bragt i land, temmelig udmattede. De kunne knapt gå. Alle kom under behandling på stranden. Selv Freeth måtte masseres og have varme drikke. Pigerne stimlede sammen om ham for at give ham skulderklap og smil.

En femte båd nåede næsten i sikkerhed, da en enorm bølge overmandede den, så båden drejede bugen i vejret.

Livliner blev i hast smidt ud til de nødstedte og de for livet kæmpende mænd. Alle svømmede mod landgangsbroen, og kunne så igen komme til kræfter efter oplevelsen.

Venice handelskammer oplyste, at de ville ansøge om Carnegie-medaljen på vegne af Freeth som følge af hans tapperhed. Freeth blev også indstillet, idet han i løbet af de seneste to år havde reddet eller bidraget til redning af næsten 50 liv ved de lange sandstrande ved Venice.

Dagen efter fremgik det af en bulletin i The Daily Telegram og Times, at japanske fiskere var returneret til Venice med gaver til heltene fra kystlivredderkorpset. De begavede George Freeth med $50 og et guldur og de gav $37 til kystlivredderkorpsets fond. De forsvor, at de aldrig ville glemme onsdag den 16. December 1908.

Hvad med Freeth’s medalje? Opnåede han virkelig The Congressional Medal of Honor, som visse surf-historikere har hævdet? Under granskningen af "Medal of Honor Recipients, 1863-1978" overrakt af The U.S. Senate Committee on Veterans' Affairs, var navnet George Freeth ikke nævnt.

Faktisk kunne The Medal of Honor alene tilfalde personer med udmærkelsen:

"a deed of personal bravery or self-sacrifice above and beyond the call of duty only while the person was a member of the Armed Forces of the United States engaged in action against an enemy of the United States."

Altså en dyd af personlig tapperhed eller selvopofrelse ud over, hvad jobbet krævede, mens personen var medlem af The Armed Forces of the United States og engageret i virksomhed mod en fjende af United States.

Freeth var hverken medlem af U.S. Armed Forces eller engageret i virksomhed mod en fjende af United States.

Et brev til The Carnegie Institute resulterede endvidere i en melding om, at der aldrig var tildelt en hæderspris til en person ved navn George Freeth.

GEORGE SOM PROFESSIONEL LIVREDDER 

I en artikel fra den 5. maj 1909 støte jeg igen på navnet George Freeth. Det var en artikel med titlen "A life-guard is now professional", fundet i The Long Beach Press.

Freeth var ikke heroisk. Tværtimod. Har stævnede Frank Holborow, en af de hurtigste svømmere i Southern California (for amatørkommiteen), og beskyldte ham for at være "professionel"

Fordi han havde udfyldt et ansøgsskema (han var aldrig før blevet hyret) som livredder ved The Long Beach bathhouse, blev Holborow erklæret professionel af The Registration Committee of the Amateur Athletic Union.

Freeth havde også stævnet W. Abegg, Jack Watlington, Ben Watlington og M. Lee for det samme.

Freeth kom ikke til mødet og det hævdedes, at han var rejst til Honolulu og ville være væk fra byen i ca. 6 uger.

Abegg, Lee og Watlington brødrene havde held med at forsvare dem selv som amatører. Holborow var ikke så heldig. Han blev erklæret uegnet til at konkurere i The Pacific Coast swim championships ved Naples (nær Long Beach), den 4 juli 1909.

Han blev også tvunget til at forlade sin plads på The Southern California Swim Team, hvor han ellers trænede til The national championships i Seattle. Holborow kunne ikke kære beslutningen som The Registration Committee afgav, og to år skulle der gå før Holborow kunne ansøge om genoptagelse.

Hvorfor havde Freeth indgivet denne stævning og var derefter forsvundet?

Var der sket det samme det samme for ham, som visse surf-historikere havde antydet?

Formentlig havde Freeth mistet sin amatørstatus p.g.a. sin livredder-gage, og formentlig var dette grunden til, at han ikke kunne komme på The 1912 Olympic Swim Team. Men kunne der være andre grunde til, at Freeth ikke måtte deltage i The 1912 Olympics, som f.eks., at han var af blandet blod, noget, der dengang sås skævt til?

Jeg forsøgte at klarlægge informationer fra Los Angeles Athletic Club, for ad den vej at få en forklaring, men uheldigvis var deres arkiver fra dengang ikke til rådighed.

Var Freeth erklæret "professionel" for at holde ham væk fra The Olympic Swim Team, og havde han rejst stævne mod The Long Beach lifeguards, fordi han følte sig diskrimineret?

Nogen vil måske mene, at Holborow og de andre var klare over bestemmelser om regulering af amatørstatus, og derfor burde have været mere forsigtige. Eller havde de mon følt, at reglerne ikke gjaldt dem?

GEORGE VED HUNTINGTON BEACH 

Indvielsen foregik den 20. og den 21. juni med underholdning forestået af medlemmer af The Los Angeles Athletic Club.

Cliff Bowers, mester-udspringeren ved The Pacific Coast og Dolly Mings, den kvindelige kyst-mester i svømning, var blandt de store attraktioner. Adskillige børn gav også opvisning --- Ray Kegeris, en 11-årig mester-udspringer; den tidligere juniormester Tommy Whitt på 9 år; og Paul Lisle, den 9 –årige Los Angles Athletic Club champ.

En anden sportsudøvelse, der interesserede alle var en board riding demonstration af George Freeth.

TIDLIG DØD 

Der var dødsannoncer i både Los Angeles Times og The Daily Telegram. 

Det blev nævnt, at han havde pådraget sig lungebetændelse efter en influenza. 

Siden det var før den såkaldt "Free Helth Care" for mennesker i nød, foranstaltede The Redondo Elks en svømmetournering, hvor indtægterne skulle gå til at hjælpe Freeth gennem dyre hospitalsophold. 

The Times beskrev Freeth som den største vandpolo-spiller i verden og holdleder for The Redondo Beach water polo team, da det afholdte The championship of the Pacific Coast. 

The Times oplyste også, at Freeth havde trænet Ludy Langer og Duke Kahanamoku og introducerede surf-riding-board’et. 

The Daily Telegram tilføjede, at Freeth havde været syg i uger før han døde af dobbeltsidet lungebetændelse. 

Det var hans dygtighed og udholdenhed, der især blev fremhævet. Hans mor, der var vokset op under Queen Liliuokalani, var blevet underrettet om hans tidlige død. Ikke andre familiemedlemmer var nævnt. 

The San Diego Union-Tribune offentliggjorde en hyldest til Freeth. De nævnede, at han engang også var blevet berømt på at redde et marsvin med de bare næver efter kamp med bølgerne. 

Det var også nævnt, at Freeth var den første, der stablede et hawaiiansk svømmelandshold på benene. Et medlem var den lokal-berømte Duke Kahanamoku. Freeth – fortsatte artiklen – blev kreditteret for, at havde lært Kahanamoku svømmekunsten i en vandbeholder. Da Freeth døde, var han coach for The San Diego Rowing club. 

Lokale fortalte - ifølge Nat Young’s The History of Surfing – at Freeth havde udmattet sig selv i bjærgning og livredning af adskillige svømmere ved Oceanside, og blev et let offer for virussen. 

Jeg skaffede en kopi af Freeth’s dødsattest og fandt, at han døede klokken 23:20 på Agnew Hospital i San Diego. Hans adresse var anført som The Southern Hotel. Hans gravsted var Greenwood Memorial Park. 

Jeg aflagde Greenwood Memorial Park i San Diego et besøg i håbet om at finde George Freeth's grav. 

En eftersøgning i arkiverne røbede, at Freeth var kremeret og hans aske bragt til bedemanden Johnson-Saum. 

Hvad skete der med Freeth’s efterladensskaber? Johnson-Saum fandtes ikke længere, så jeg var ude af stand til at opspore, hvad der blev af de jordiske rester. De havde kontaktet hans mor i Hawaii, og jeg tror, at hun fik resterne tilsendt. 

Spredte hun mon dem over oceanet, som han havde elsket? 

FØRSTE SURF-RIDER I CALIFORNIA? 

Dokumentation fra The Santa Cruz Surf of July 20, 1885 adslører, at Prince David Kawananakoa of Hawaii surf-ridede på The Santa Cruz breakers, da Freeth var kun to år gammel. Ifølge surf-historikeren Mac Reed, begyndte David på St. Matthews military school i San Mateo sammen med brødrene Cupid og Edward. 

Alle tre ville tilbringe sommeren i Santa Cruz ved The Swan household på Cathcart Street. Mrs. Swan havde været stuepige for drengenes tante, Queen Kapiolani, i Hawaii. 

Reed fandt også en artikel i The Santa Cruz Surf dateret July 1896. Der stod: "The boys who go in swimming in the surf at Seabright Beach use surf-boards to ride the breakers, like the Hawaiians." 

Det lader altså til, at lokale i Santa Cruz red på bølgerne lang tid før Freeth viste sig i Southern California. 

FØRSTE LIVREDDER I CALIFORNIA? 

En artikel med titlen "The Long Beach Story: Long Beach Lifeguards" i The Long Beach Review of March 1978, siger, at livredning officielt begyndte ved Long Beach i 1907 med en annonce, der fastslog, at en livredder var ansat ved Hotel Virginia’s badehus som en service for gæsterne. I 1908 fik Long Beach sin egen livredder, Hinnie Zimmerman, og i 1909 et livredderkorps på 10-12 mænd. Dette livredderkorps var udviklet under protektion af The Long Beach Police Department. Ældre artikler fra Los Angeles Times oplyser endvidere, at der var livreddere ved Long Beach så tidligt som i 1898. 

Hvad så med ’den første professionelle livredder’? I sandhed lader det til, at denne ære tilhører Freeth. 

Erklæret som ’professionel livredder’ for at forhindre ham i deltagelse i The 1912 Olympic Swim Trials – det var ikke noget, George Freeth selv bad om. 

Men den omstændighed, at Freeth var den første professionelle, kan dog i dag - og med rette - betragtes som en stor ære. 

LEGENDEN 

Denne artikel var den første, der søsatte Freeth som en legende. 

London, som havde set Freeth besejre bølgerne var imponeret af hawaiianerens evne til at stå oprejst på et ’kisteformet bræt’ i bølgerne. 

Vand-sports manufacturhandleren L.E. Martin var Freeth’s promoter. Martin markedsførte Freeth som surfer, svømmer, dykker og livredder i mange af Catalina’s brochurer, som han selv trykte. 

At Freeth var brav og tapper, er der ingen grund til at betvivle. 

Han skaffede surf-riding-sporten offentlig anerkendelse og han hjalp med at markedsføre ’kunsten at gå på vandet’ 

Hans bidrag var mangfoldigt. Han fortjener i sandhed udmærkelsen "The Father of Mainland Surfing." 

** 

Above and Beyond: a history of the Medal of Honor from the Civil War to Vietnam. Boston, Boston Publishing Co., 1985. 

"History of Ocean Lifeguarding in Los Angeles County 1900-1920. http://pen.ci.santa-monica.ca.us/lacguard/histold/old1900.htm (7 June 1998) 

"The Long Beach Story: Long Beach lifeguards" Long Beach Review, March 1978, p.24-30. 

Shanahan, Dennis. Old Redondo: a pictorial history of Redondo Beach, California. Redondo Beach, Legends Press, 1982. 

Thorpe, James. "Henry Edwards Huntington: a biography." Los Angeles, University of California Press, 1994. 

U.S. Senate. Committee on Veterans' Affairs. Medal of Honor Recipients, 1863-1978. Washington, D.C., Gov't Printing Office, 1979. 

Waterman. "Waikiki beachboy George Freeth becomes the first lifeguard in Southern California, 1883-1919." http://www.surfart.com/lifegd3.htm (7 June 1998). 

Young, Nat. The History of Surfing. Palm Beach, N.S.W., Palm Beach Press, 1987.